"det er ikke mit job"

suk.

Har idag, oplevet et menneske fra sin værste side!

Jeg var i 7-eleven, og henne ved disken. Da en anden ung dame henvender sig et andet sted til en ekspedient.
Jeg hører ekspedienten sige "jamen jeg er ikke et apotek, det er ikke mit problem." og kunden siger efterfølgende, "jamen jeg har taget 16 stk, i bliver nødt til at tage dem fra mig", der bliver vekslet nogle ord, ikke i nogle god tone, hvorefter den unge dame går igen.

Den unge herre der hjælper mig, afbryder dem og siger, "jeg solgte hende to pakker panodiler for en time siden." ....WHAT?! de må KUN sælge én pakke ad gangen.

Hun kommer igen, og de reagerer med ligegyldighed!!!!

Jeg finder den unge dame (vi kalder hende C) udenfor, taler lidt med hende og kan forstå hun er igang med at prøve at begå selvmord, jeg for lov af hende at ringe til en ambulance, og venter sammen med hende.

Hun fortæller mig hun er 25 år gammel, og bare ikke gider mere. Det er hendes 4 selvmords forsøg, og "hvis det ikke lykkedes denne gang, gør det nok næste. Hendes liv er forbi, det er for hårdt."
Hun er mor til 2, en pige på 3 år og en dreng på 7 måneder. Hun mistede begge sine forældre for 3 år siden, med 4 mdr mellemrum. Hun har lige fået begge børn tvangsfjernet.

Det er her jeg får en klump i halsen.

Som mor, har jeg oplevet at Noa er mit dyrebareste i mit liv, og er det der for alt i verden, gør mit liv mere værdifuldt.

Vi fortsætter snakken lidt, en snak der indebærer, Jeg spørg, hun svarer kort.

Ambulancen kommer, jeg kan komme videre i min hverdag, jeg vinker til hende, med en følelse af afmagt og uretfærdighed, jeg for fremstammet, "jeg håber du vælger, at kæmpe for dine børns skyld".
Lettere rystet og rørt over denne kvindes liv, vælger jeg at gå tilbage til 7-eleven.

Jeg synes de skal vide, hun er i gode hænder nu og at jeg synes det var en rigtig ærgeligt reaktion de havde.
prøvede så vidt muligt, at sige det hele pænt og være forholdsvis imødekommende. Selvom jeg indeni rystede af raseri over for dem.
Jeg bliver mødt af denne forfærdelige ekspedient, hendes kommentarer lyder bl.a. således;

"det er da ikke mit job. Skal jeg måske smide alle gæsterne ud, og lukke butikken?"

"jeg vil så absolut ikke lege apotek, hvorfor F***** kommer hun her med sine piller"

...en time tidligere, har HENDES butik, solgt de selvsamme piller, ulovligt til C. og de vælger altså at ignorerer hendes råb om hjælp.

Hun vælger efterfølgende at svine mig til, råbe af mig og i det hele taget opføre sig så hammer uacceptabelt, at jeg selv ikke kan tro det. Ambulance-manden kommer ind, og beder om de resterende piller. og jeg følges med ham ud, han gav mig en anledning til gå.
Da vi kommer ud for butikken, kigger han på mig og spørger om jeg er OK, og "hende damen, var da rigtig sur og strid(!?)"
Han får min version, bekræfter jeg har gjort det rigtige og vender sig derefter med det samme om, for at gå ind i 7-eleven igen og snakke med damen, på mine vegne og pointerer hvad de har gjort og hvordan de har handlet over for C, slet ikke er i orden. jeg vælger at tage videre.


Mens jeg skriver dette, sidder jeg med tårer i øjnene og en puls der kører på højtryk.

Det gør mig ondt, at møde denne unge kvinde, på min alder, mor, som simpelthen har haft så hårdt et liv, at hun ikke kan finde én eneste ting at kæmpe for, andet end at "flygte" fra sygehuset. at hun som 25 årig, kan mene hendes liv intet er værd, end ikke hendes børn, alt er ligegyldigt. Sårer mig dybt. Jeg kommer givetvis aldrig til at møde hende igen, men hun har rørt mig, og jeg håber hun vælger den rigtige kamp.

Bagefter, så at opleve hende ekspedienten, som på sin egen forfærdelige måde får udtrykt hendes ligegyldighed, overfor hendes medmennesker. TÆNK, at hun lod denne kvinde gå, velvidende at hun var igang med et selvmord. fordi hendes (tomme) butik var vigtigere. og at hun mener hun kan forsvare sin handling. her havde hun endda mulighed for at rette op på en fejl, begået i HENDES butik, men vælger at reagerer så hammer kynisk over for alt og alle.

Jeg er rystet, jeg mener det er vores allesammen job, at passe på hinanden. Om de er fremmed for os er irrelevant. Kan vi virkelig leve os ind i en verden, hvor vi kan overbevise os selv om, at det er okay at vende ryggen til en grædende?

Jeg håber aldrig, jeg får for travlt i mit eget, til at overse andres behov.

eller føle mig for vigtig, til ikke at hjælpe et menneske der kunne have brug for min hjælp.

suk..

"Indenrigs" på besøg

I butik, oplever man rigtige mange sjov, spøjse mennesker og ting.

Lige som jeg var kommet tilbage fra barsel, kommer en mand ind, og vil høre om noget specielt. Han arbejder for Douglas entertainment, og om jeg kender satireprogrammet "Indenrigs"med Andreas Bo..

 

De vil lave en optagelse hos mig i bamseland, og spurgte om jeg var klar til at være med i det. Da jeg ikke skulle gøre noget specielt, tænkte jeg, hvorfor ikke!

Det blev bare overhovedet ikke som jeg havde regnet med, det var spændende, sjovt og helt sikkert en anderledes oplevelse, hvor jeg slet ikke var i baggrunden. Men fik nogle gode grin, med et sødt film-hold.

Da Indenrigs kører nu, tænkte jeg, jeg ville dele "my point of view".

"Kl.8.10 bankede filmholdet på og ville ind og sætte op med lys lyd og div.

HELDIGVIS har jeg vores fine partyrum hvor alt deres habengut og div statister blev placeret.

De ville først filme kl 9. så jeg havde en masse mennesker i butikken der tullede rundt, og de var alle virkelig begejstret for butikken og hele konceptet.

De havde givet mig et manuskript (fint skal det være) og jeg skulle jo bare gøre hvad jeg plejer, være ekspedient i butikken, så følte mig rimelig sikker i min sag.

Meeeeen, så kom Andreas Bo i fuld udklædning og grimt gebis, og var ”klar til kamp”, en forfærdelig god efterligning af Ole Thestrup.

Han starter, mine sætninger var ”jamen den koster 130” og ”det kan jeg desværre ikke” og jeg vidste lige præcis hvornår i hans prablen jeg skulle sige mine ting.

SOM OM han følger noget nær noget der ligner det vi havde aftalt. Og når han improvisere, og siger, ”hvilken bamse skal jeg vælge”, kan jeg jo ikke fyre min ”jamen den koster 130” af. Så jeg måtte finde mit MEGET SKJULTE skuespiller talent frem.

Det skal så lige siges at efter første optagelse, henvender ”instruktøren” sig til mig og siger, ”SKIDE GODT arbejde, Miriam.  Andreas, du skal liiiige tænke på det og det”.

 JEP, jeg er tydeligvis en bedre skuespiller en Andreas.. WUP WUP!!

Pernille, min medarbejder,  kommer på arbejder, og bliver hurtigt en del af det hele, alt i mens hun sørger for de andre gæster. Når vores „normale“ gæster skulle til, satte filmholdet sig på rad og række og ventede til det blev deres tur igen.

Det er helt tydeligt at Andreas Bo, på ingen måde har planer om at følge manuskriptet, og hans egentlige mål ,er at hyle mig HELT ud af den, det lykkes!

Sætninger som

”det super flot, men måske du kunne smile lidt mindre”

 og Andreas der siger

”jeg sviner dig lige lidt mere til, så du kan se lidt forbavset ud” fløj om sig.. "

Alt i alt, SJOVT!

 

Billeder kommer, når "mit" afsnit er vidst. =)

Yeay for leg

Taknemmelig!

Jeg må indrømme, jeg lever et liv, hvor jeg oftest løber om kap med tiden.

Jeg har et arbejde, som jeg elsker, men er en kæmpe tidsrøver, og der går tit flere timer end nødvendigt i min butik, fordi der altid er liiige lidt ekstra, oven i hatten er der en god transport tid.
Den tid, jeg bruger i butikken går desværre fra min familie og venner. (Hvilket fik sin kontrast under barslen)
Det er vidst fair at sige, sommeren har været hammer hård, så tænker at min sommerferie og familie, snart kræver sin ret til lidt anti-hverdag. den må bar lige lade vente på sig.

Dagen idag, holdt jeg dog fri, og tog på tour de KBH med Noa, først hyggelig brunch med søster og så videre ind og spise spontan frokost med Radly-pigen.

Når vi nu var i tivoli, tog vi til Rasmus Klump legepladsen.

Jeg er VILD, med børns spontanitet og ligefremhed. Før jeg ved af det, løb Noa rundt med lille Sofie på 14 måneder og fjollede, op og ned af to små bakker, lige hen til Sofie's mor og få et stykke frugt hver og så videre for at rutsche ned sammen, Noa tæller eeeen, tooo, tre JUHUUU og ned fløj de.
Børnenes leg, inviterer forældrene til at komme hinanden nærmere. I LOVE IT!
Vi er slet ikke så fremmede for hinanden, som vi gør det til.
10 familier på legepladsen, 17 børn, alle med nætter uden søvn, skøre udbrud, behov for alene tid og en fremprovokeret lyst til at være i nuet med deres børn.

Vi skal bare have noget til fælles, så snakken og interessen for hinanden, kan få lov at gro.

Noa og jeg tog i hvert fald dagen i sit nu, næste stop, de 3 xylofoner, her var der absolut no mercy! lige tilpas nok til at både jeg og Noa fik inviteret 2 damer og en dreng til lidt samspil. Det gik vildt for sig, med masser af grin, næsten sammenhængende rytmer og masser af smarte moves!

Inden vi skulle hjem, ville vi lige slutte af på plænen med en gang sæbebobler. Ekstra bonus, der var musik og dans på scenen.
Noa fik hurtigt lokket en ny dreng, Sylvester på 2 år, med i hans leg, eller var det omvendt!?!
En symfoni af sæbebobler, to dansende drenge, musik og et bedste forældrepar til Sylvester, ved min side. gav os lige det lækre punktum, for vores dag ude.

Når nu den "typiske" hverdag, har sin egen tidsplan med henten og bringen, arbejde, oprydning og mad kl. 18. er det helt fantastisk, med en spontan dag. Hvor der er ekstra god plads til, alle de venner, vi ikke har mødt og lært at kende endnu.

Dage som denne giver mig en følelse af taknemmelighed!

Kameraet blev "overraskende nok" glemt derhjemme..!! ØV!

kunst og king kong i kjøge

Min kære søster, trak sin familie til Køge igår, for at tage på udstilling.

Det passede helt fint med, at Noa passende kunne tage sig en lur, så vi andre kunne muntre os over Huskmitnavn's lækre humor.





Godt med en søster, der kan udvide min kunst-horisont, #huskmitnavn, har i hvert fald fået en fan mere.

og så er det jo bare fantastisk at se AK på hendes "hjemmebane". Dét er ikke sidste gang..

udenfor fandt Noa en ny ven. en lille drenge der sad og legede med firben.

Man kan tydeligt se, hvem af de to, der er vant til kameraet =)

oplevelserne i køge var ikke slut her, vi gik til Kjøge miniby. hvilket er et herligt lille kunst stykke i sig selv.

SKØNT, med dage der står i familiens tegn. 

picture almost perfect

I kender de der gyldne øjeblikke, som man få gange, er heldige at fange med et kamera?

Som lille småbørnsfamilie, har jeg fået en lille fetisch, andre vil måske kalde det en plage :)

Med graviditet og baby, hører en ekstra lille familieforøgelse til, KAMERAET!

Jeg er overbevist om, at Noa den første tid, genkendte sin mor bedst med et kamera trykket ind mod næsen. Som I kan se længere nede, er det heldigivis ikke tilfældet mere. 
MEN det er altså resulteret i, at jeg få gange har fået nogle pletskud og søde minder foreviget.

I sommers tog vi en tur i tivoli, med Allans yngste fætter og kusine.. Noa havde hevet sin far med ind i den "fantastiske" spillehal, dét var da værd at mindes (Jep, mor-syndromet!)
Noa skulle smile til sin mor, men kunne først ikke se hvor jeg var(grundet kameraet, der fyldte min "udsigt") gæt selv hvornår han fik øje på mig.

WHAAAT?!

ren "gensyns"-glæde

Fantastisk!

(når jeg nu selv skal sige det!)

fantastisk søndag

Sidste søndag, havde hele familien været på tur, og eftermiddagen skulle ikke tilbringes indenfor.
Vi har lige fået en ny smart skaterbane her i kvarteret, så manden min fandt sine rulleskøjter frem, og Noa fik cykelhjem og gåvogn med på tur. Tanken var at Noa kunne hygge lidt rundt på sin vogn, så det også blev sjovt for ham, mens faren afprøvede sine talenter på rampen.

Vi blev mødt af en masse skønne unge børn, der kørte rundt og lignenede små professionelle, og en børnefamilie der også var ude at indvie den nye rampe, med lettere paniske skrig af frygt og glæde.

Noa kom hurtigere på banen ind sin far, og her var det klar parat... ned af første rampe (med sin mors hånd til at styre farten)

og der var glæde at hente hos min lille dreng. en blanding af lidt forsigtighed og spænding kunne anes i hans ansigtsudtryk. (ja jeg ved cykelhjelmen sidder skørt, det gør den IKKE normalt)

Dem der kender Noa, ved at han er et lille socialt væsen, der mener det er en menneskeret at få nye venner, hvorend vi befinder os. og det var også tilfældet for denne dag.
Da den anden lille børnefamilie, beslutter at tage hjem, vil følger Noa dem, så langt han for lov.

Det jeg egentlig vil fortælle jer om, og bl.a. er grunden til denne blog, er hvad der herefter skete: 

Efterfølgende faldt Noas interesse på de "store" drenge, der legede med deres skateboard og afprøvede div. tricks. I får en sød lille billedserie hertil.

Noa, der ingen frygt (so far) har i sit liv, vil gerne være en del af de store drenges leg.

Men, må jeg være med?

Noa fik lov at se de seje tricks...

og hans nye ven J, gjorde mere end bare lade ham kigge. Han spurgte pænt om han måtte prøve at køre på skateboard.

Mit hjerte smelter ved dette billed.. De to fik lyn hurtigt en kontakt, og lukkede verden udenfor.

Det blev også til nye smarte tricks på rampen, hvor de andre drenge, gav dem plads til at lege lidt.

Noas lidt betuttede ansigt, skyldes vidst en dy bkoncentration, for han var helt oppe at køre bagefter og kunne slet ikke trækkes med hjem.

Jeg er simpelthen så dybt rørt over dette billed.

og synes der ligger så meget symbolisk gemt her. en "fremmed" dreng, blev hurtigt Noa's nye buddy.

Vi så en typisk søndag eftermiddag, en medmenneskelig kærlighed og omsorg, der kom helt spontant, fra denne skønne dreng J.

Det må smelte et hvert moderhjerte, når ens lille dreng, bliver modtaget på denne måde af omverdenen, med en selvfølgelighed og lyst til at lære et nyt menneske at kende og lade os være en del af deres interesser i dét øjeblik, det var en lille indsats, med ekstra høj værdi for Noa og resten af familien! :)

Det var for mig, værd nok til at starte denne blog og dele denne skønne oplevelse.

Jeg håber der findes mange flere af denne slags historier ude i jeres hverdag. =)

Endnu en blogger?

Nu har jeg med stor fornøjelighed, fulgt med i et par veninders blog. og jeg nyder at få dem tæt ind på livet.

...er det bare sådan lige, man starter en? og SKAL man være kreativ og lave sine egne seje husmor ting, eller kende alle de rigtige lækre opskrifter, for at kunne kalde sig en blogger?
I så fald, har jeg lang vej endnu, jeg starter et helt andet sted.

Som mor til en skøn lille dreng, og et arbejde i bamseland (Build-a-Bear Workshop) lever jeg mit liv i børnehøjde og får ufattelig mange skønne guldkorn og nye synspunkter på livet.

Der er så mange lækre øjeblikke i blandt, at jeg nu har valgt at dele dem, med de der kunne have interesse.

Om det bliver min søn der står for skud, arbejde eller noget helt tredje, er ikke til at vide, det bliver nok et godt mix. Men jeg glæder mig til at vise jer en verden, hvor der et hav af håb, naivitet, uforståelige voksne, spontane glædes udbrud og børn og historier der går lige i hjertet.

Noa og jeg - i et heldigt øjeblik.