For at gøre en kort historie lang.....
Lørdag d. 15 Dec. er dømt til en dag i kaos. Specielt hvis dagen bruges i et storcenter, i en børne butik, hvor hver en gæst (ja, hos os har vi ikke kunder, vi har gæster) skal have sin tid.
Jeg er vild med disse dage, og jeg frygter dem en smule. Får jeg ved det er mit ansvar at dagen kører smurt, både for vores gæster, men så sandelig også for mine medarbejdere.
Helt ærligt, så skal man være rustet til lidt af hvert, når du en lørdag jonglere rundt med gæste vare-ønsker, bamser, penge og en hulens masse energi.
Af en eller anden grund, så er de mennesker der står i butiksuniform, blevet til personlige-pleasere og det er så sandelig deres job, hvis kundens ønske ikke bliver indfriet. Vi oplever spontane kram, vredes udbrud, rullende øjne og håndtryk givet med respekt, trods vi lægger en dyd i, at gøre vores absolut bedste.
....Som mor, veninde, hustru, søster og datter, ved jeg at jeg absolut vil gå hammer langt, for de personer der står mig nærmest, det er en selvfølgelig følelse, som jeg tror vi alle bærer.
I dag gik jeg et skridt videre.....
Vi har planlagt Lucia-optog i butikken.
8 små skønne piger, havde tilmeldt sig til vores optog, som skulle bestå af vores maskot Pawlette, 2 medarbejdere (der kunne synge) og alle de gæster + deres bamser, der ønskede at være med.
Jeg kunne lige se det for, det ville blive smukt, sjovt og alle i centeret ville selvfølgelig give plads, juble og synge med. Det skulle nok blive godt...
Med en sygmelding og en lidt for travl butik, blev scenariet lidt anderledes. Det endte sådan her......
Pawlette, 8 skønne piger + bamser, og jeg (!!) skulle ud på optog. Pigerne havde fået en fin sølvkrans om hovedet (inkl. mig selv) og stukket en lap papir i hånden, de LOVEDE mig at synge med og synge højt. For på tur i centeret skulle vi.....
Det er INGEN hemmelighed, jeg er og har aldrig været en garvet eller god sanger, her passer jeg bedst ind i mængden, det beviste jeg i dag!
Vi startede i butikken, trygt og hyggeligt, alle de søde pigestemmer kunne høres, forældrene stod med smartphone og kamera klar til at forevige dette smukke øjeblik..(!)
Så gik vi ud, Jeg fik den (tvungen) ære, at gå forrest med vores maskot, igennem en menneskemængde der var tyk, og her skråle synge, så højt det var tilladt, den evige Lucia-sang med alle dens stavefejl (i hvert fald når det kommer fra min mund). Det blev en tur, hvor jeg skulle manøvre vores maskot rundt, sørge for at kunne bane vej, synge så højt at pigerne var med, samtidig med at hver en person der kiggede fik et anstrengt smil med på vejen. Det var ømt!
Jeg har nu opdaget, at hvis man ikke er trænet, og GÅR og synger, forholdsvis højt, begynder ens (læs min) stemme, sørme at vige fra den rigtige tone, i forskellige tonearter og niveauer. Dette startede ikke langt, fra butikken og varede hele de 15 min. LANGE tur.. Den klump, måtte lige sluges med et smil.
At jeg har nogle utrolig op bakkende nabobutikker (TDC, 3, Telia) der valgte at stille sig ud og smile (MED lyd), og støtte op om denne skønsang, med hujen og skrålen, er jo fantastisk.
Dette scenario sluttede vi af i butikken, hvor 2 af Lucia-pigerne, skulle have en fødselsdags sang. At butikken var fyldt, og at jeg var den eneste der kunne vores fødselsdagssang rigtigt, gjorde at jeg bare måtte synge endnu højere........men nu havde jeg selvfølgelig varmet op!
Jeg er taknemmelig, for et job med udfordringer.
og trods titlen som Butikschef, er følelsen af storhedsvanvid, ikke eksisterende!
