"det er ikke mit job"

suk.

Har idag, oplevet et menneske fra sin værste side!

Jeg var i 7-eleven, og henne ved disken. Da en anden ung dame henvender sig et andet sted til en ekspedient.
Jeg hører ekspedienten sige "jamen jeg er ikke et apotek, det er ikke mit problem." og kunden siger efterfølgende, "jamen jeg har taget 16 stk, i bliver nødt til at tage dem fra mig", der bliver vekslet nogle ord, ikke i nogle god tone, hvorefter den unge dame går igen.

Den unge herre der hjælper mig, afbryder dem og siger, "jeg solgte hende to pakker panodiler for en time siden." ....WHAT?! de må KUN sælge én pakke ad gangen.

Hun kommer igen, og de reagerer med ligegyldighed!!!!

Jeg finder den unge dame (vi kalder hende C) udenfor, taler lidt med hende og kan forstå hun er igang med at prøve at begå selvmord, jeg for lov af hende at ringe til en ambulance, og venter sammen med hende.

Hun fortæller mig hun er 25 år gammel, og bare ikke gider mere. Det er hendes 4 selvmords forsøg, og "hvis det ikke lykkedes denne gang, gør det nok næste. Hendes liv er forbi, det er for hårdt."
Hun er mor til 2, en pige på 3 år og en dreng på 7 måneder. Hun mistede begge sine forældre for 3 år siden, med 4 mdr mellemrum. Hun har lige fået begge børn tvangsfjernet.

Det er her jeg får en klump i halsen.

Som mor, har jeg oplevet at Noa er mit dyrebareste i mit liv, og er det der for alt i verden, gør mit liv mere værdifuldt.

Vi fortsætter snakken lidt, en snak der indebærer, Jeg spørg, hun svarer kort.

Ambulancen kommer, jeg kan komme videre i min hverdag, jeg vinker til hende, med en følelse af afmagt og uretfærdighed, jeg for fremstammet, "jeg håber du vælger, at kæmpe for dine børns skyld".
Lettere rystet og rørt over denne kvindes liv, vælger jeg at gå tilbage til 7-eleven.

Jeg synes de skal vide, hun er i gode hænder nu og at jeg synes det var en rigtig ærgeligt reaktion de havde.
prøvede så vidt muligt, at sige det hele pænt og være forholdsvis imødekommende. Selvom jeg indeni rystede af raseri over for dem.
Jeg bliver mødt af denne forfærdelige ekspedient, hendes kommentarer lyder bl.a. således;

"det er da ikke mit job. Skal jeg måske smide alle gæsterne ud, og lukke butikken?"

"jeg vil så absolut ikke lege apotek, hvorfor F***** kommer hun her med sine piller"

...en time tidligere, har HENDES butik, solgt de selvsamme piller, ulovligt til C. og de vælger altså at ignorerer hendes råb om hjælp.

Hun vælger efterfølgende at svine mig til, råbe af mig og i det hele taget opføre sig så hammer uacceptabelt, at jeg selv ikke kan tro det. Ambulance-manden kommer ind, og beder om de resterende piller. og jeg følges med ham ud, han gav mig en anledning til gå.
Da vi kommer ud for butikken, kigger han på mig og spørger om jeg er OK, og "hende damen, var da rigtig sur og strid(!?)"
Han får min version, bekræfter jeg har gjort det rigtige og vender sig derefter med det samme om, for at gå ind i 7-eleven igen og snakke med damen, på mine vegne og pointerer hvad de har gjort og hvordan de har handlet over for C, slet ikke er i orden. jeg vælger at tage videre.


Mens jeg skriver dette, sidder jeg med tårer i øjnene og en puls der kører på højtryk.

Det gør mig ondt, at møde denne unge kvinde, på min alder, mor, som simpelthen har haft så hårdt et liv, at hun ikke kan finde én eneste ting at kæmpe for, andet end at "flygte" fra sygehuset. at hun som 25 årig, kan mene hendes liv intet er værd, end ikke hendes børn, alt er ligegyldigt. Sårer mig dybt. Jeg kommer givetvis aldrig til at møde hende igen, men hun har rørt mig, og jeg håber hun vælger den rigtige kamp.

Bagefter, så at opleve hende ekspedienten, som på sin egen forfærdelige måde får udtrykt hendes ligegyldighed, overfor hendes medmennesker. TÆNK, at hun lod denne kvinde gå, velvidende at hun var igang med et selvmord. fordi hendes (tomme) butik var vigtigere. og at hun mener hun kan forsvare sin handling. her havde hun endda mulighed for at rette op på en fejl, begået i HENDES butik, men vælger at reagerer så hammer kynisk over for alt og alle.

Jeg er rystet, jeg mener det er vores allesammen job, at passe på hinanden. Om de er fremmed for os er irrelevant. Kan vi virkelig leve os ind i en verden, hvor vi kan overbevise os selv om, at det er okay at vende ryggen til en grædende?

Jeg håber aldrig, jeg får for travlt i mit eget, til at overse andres behov.

eller føle mig for vigtig, til ikke at hjælpe et menneske der kunne have brug for min hjælp.

suk..